DNS-videresendelse - alt hvad du behøver at vide

DNS-forwarding spiller en afgørende rolle for effektiv navneopløsning på internettet. Det sikrer, at DNS-forespørgsler sendes videre til andre servere på en målrettet måde, hvis den anmodende server ikke selv kan give et svar - det øger svartiden og reducerer unødvendig netværksbelastning.

Centrale punkter

• Betinget videresendelse: Videresendelse af særlige domæner via definerede regler
• Rekursiv videresendelse: Behandling af forespørgsler af en tredje DNS-server
• Cache vs. videresendelse: Forskellige strategier til at forbedre performance
• DNS-poster: A- og AAAA-poster styrer opløsningen
• Netværkssikkerhed: Beskyttelse af ekstern synlighed er afgørende for virksomheder

Hvad er DNS forwarding?

Med den DNS-videresendelse En DNS-server videresender forespørgsler, som den ikke selv kan løse, til en anden specificeret server. Denne anden server - ofte kaldet en forwarder - overtager så opløsningen. Denne procedure bruges ofte i interne netværk til at centralisere DNS-opgaver. Samtidig forbedrer den ydeevnen, da forwarders undgår unødvendige forespørgsler til DNS-rodserveren. Resultatet er en effektiv proces, der giver målbare fordele, især for store IT-infrastrukturer.

Typer af DNS-forwarding og deres anvendelse

Der er to hovedtyper: betinget og rekursiv videresendelse. Den Betinget videresendelse er baseret på definerbare regler - det bruges til at binde specifikke domæner til specifikke servere. Den rekursiv variant fungerer derimod generisk og videresender alle uløselige forespørgsler til en central server, som håndterer al navneopløsning. Det sikrer en centraliseret administration og aflaster mindre servere.

DNS-videresendelse vs. DNS-caching

En almindelig fejl er at forveksle DNS-forwarding med DNS-caching. Videresendelse betyder, at en anmodning specifikt sendt til en anden DNS-server gemmer cachen midlertidigt de resultater, der allerede er blevet løst. Det reducerer netværksbelastningen ved gentagne anmodninger. Begge metoder kan kombineres og påtage sig forskellige roller i DNS.

Især i større netværk er det almindeligt at bruge begge dele for at fordele trafikken så effektivt som muligt. DNS forwarders videresender anmodningen til en central resolver, mens caching opbevarer svaret i et bestemt tidsrum (TTL) efter en vellykket opløsning. Valget af den rette konfiguration afhænger af den tilsigtede brug, netværkets størrelse og sikkerhedskravene.

Teknisk implementering i praksis

Et praktisk eksempel: En virksomhed har sine egne DNS-servere til forskellige afdelinger. Ved hjælp af betinget videresendelse besvares forespørgsler vedrørende f.eks. afdelingsdomænet "marketing.intern" direkte på den ansvarlige interne DNS-server. På den måde omgås hele det eksterne DNS-træ. Dette Målrettet opdeling øger sikkerheden og reducerer ventetiden.

Når man opretter en sådan struktur, er det vigtigt at definere klare ansvarsområder. Administratorer skal vide, hvilken DNS-zone der behandles af hvilken intern server, og hvordan eksterne domæner opløses. Centrale forwardere bør også designes med så meget redundans som muligt for at sikre, at DNS-navneopløsningen fortsætter med at fungere i tilfælde af fejl. I mange virksomhedsmiljøer opbevares der derfor mindst to forwardere, så der ikke er nogen afbrydelse i tilfælde af servervedligeholdelse eller funktionsfejl.

DNS-poster: Nøglen til løsning

Hvert domæne bruger bestemte DNS-poster - især A- og AAAA-rekord. Disse dataposter gemmer IP-adresser (IPv4 eller IPv6) for domænet og giver klienten en adresse til forbindelsen. Under DNS-videresendelse bruger den videresendte server disse poster til at hente den korrekte adresse. Hvis du vil ændre din DNS-indstilling med IONOS, finder du f.eks. IONOS-guide til DNS-indstillinger nyttige trin til dette.

Ud over A- og AAAA-poster kan andre ressourceposter som f.eks. CNAME (alias-post) eller MX-indgange (for mailservere) spiller en rolle. Især når man videresender interne domæner til eksterne servere, skal man sikre sig, at alle relevante poster er gemt korrekt. Alle, der beskæftiger sig med mere komplekse DNS-problemer, vil også støde på aspekter som SPF-, DKIM- og DMARC-poster, som sikrer e-mail-kommunikation. Hvis en af disse poster mangler, kan der opstå problemer, selv om videresendelsen er sat korrekt op.

Fordele ved DNS-videresendelse

DNS-videresendelse giver målbare fordele. Det sparer båndbredde, reducerer svartider og beskytter følsomme netværksstrukturer. Det muliggør også centraliseret styring af DNS-forespørgsler. Virksomhederne nyder godt af det, fordi de bedre kan beskytte deres interne processer. Den største fordel ligger i den øgede effektivitet med samtidig Sikkerhed.

Administrationen er også nemmere, hvis en håndfuld centrale forwarders koordinerer opløsningen i stedet for mange decentrale DNS-servere. Importen af ændringer - f.eks. nye subdomæner - kan dermed styres centralt. Langvarige søgninger i de enkelte DNS-zoner er ikke længere nødvendige, da forwarderne generelt understøtter et klart dokumenteret regelkatalog. Fejlfinding er også nemmere: Man kan specifikt kontrollere, om forespørgslen videresendes korrekt, og hvor der eventuelt opstår en fejl.

Sammenligning af DNS-driftstilstande

Følgende tabel opsummerer forskellene mellem simpel DNS-drift, forwarding og caching:

Hvilken rolle spiller DNS-forwarding for virksomheder?

Virksomhedsnetværk bruger DNS-forwarding specifikt til at afgrænse intern kommunikation. Særligt i miljøer med flere domæner giver betinget videresendelse mulighed for en Målrettet kontrol af DNS-trafikken. Administratorer bevarer kontrollen over, hvilke anmodninger der behandles internt eller eksternt. Desuden kan brugen af eksterne DNS-tjenester reduceres - ideelt til at kombinere databeskyttelse og ydeevne. De, der bruger STRATOs Opsæt forwarding af dit domæne kan konfigurere dette i nogle få trin.

Især i følsomme områder med strenge regler for overholdelse - såsom banker eller offentlige myndigheder - er betinget videresendelse uundværlig. De sikrer, at interne ressourcer ikke ved et uheld løses via eksterne DNS-tjenester. På den måde forbliver kontrollen over datastrømmene intern. Samtidig øges sikkerhedsniveauet, da kommunikationskanaler er lettere at spore og mindre modtagelige for manipulation.

Konfiguration af DNS-forwarding

Konfigurationen udføres normalt via serverplatformen eller selve DNS-serveren. Der kan rekursive omdirigeringer sættes op som standardfallbacks eller målrettede omdirigeringer (f.eks. til specifikke domæner). Det er vigtigt at designe omdirigeringen på en sådan måde, at sløjfer eller forkerte målservere forhindres. Moderne serverløsninger tilbyder grafiske brugergrænseflader og logningsmuligheder til at analysere dette. Resultatet er en Stabilt DNS-system med klart definerede stier.

Typiske trin omfatter lagring af forwarders i Microsoft DNS eller tilpasning af named.conf i BIND under Linux. Her definerer man specifikt, hvilken ekstern eller intern server forespørgslerne til bestemte zoner skal gå til. Et almindeligt tip er altid at angive flere forwarder-poster, så der er en alternativ DNS-server til rådighed i tilfælde af fejl. For at teste konfigurationen kan man bruge værktøjer som nslookup eller grave som kan bruges til at sende målrettede forespørgsler.

Almindelige fejl og hvordan du undgår dem

Klassiske fejl omfatter indtastning af videresendelsesdestinationer, der ikke kan nås. Ufuldstændige domæner i reglerne kan også føre til forkert omdirigering. Hvis du tjekker din DNS-infrastruktur regelmæssigt, kan du undgå lange indlæsningstider og resolverfejl. Desuden bør der ikke konfigureres åbne DNS-resolvere - de er gateways for angreb. Et stabilt regelsæt sikrer, at Målrettet DNS-adgang og ikke spredes gennem netværk.

Korrekte tidsstempler for gyldighedsperioden (TTL) skal også overholdes. En for kort TTL-værdi fører til unødvendigt hyppige forespørgsler, mens en for lang TTL er problematisk, hvis IP-adresser ændres hurtigt. Man skal også være opmærksom på, om rekursiv videresendelse overhovedet er nødvendig i visse zoner. Hvis forwarders indtastes forkert, kan der opstå endeløse sløjfer, hvor anmodning og svar ikke længere stemmer overens. Korrekt dokumentation af DNS-topologien er derfor afgørende.

Avancerede aspekter af DNS-forwarding

Moderne it-arkitekturer er komplekse og omfatter ofte hybride cloud-miljøer, hvor tjenester drives delvist lokalt og delvist i skyen. Her kan DNS-forwarding hjælpe med at dirigere adgangen fra det interne virksomhedsnetværk til skyen eller omvendt. Split-brain DNS - dvs. opdelingen i en intern og en ekstern zone af det samme domæne - kan også realiseres ved hjælp af betinget videresendelse. Det er vigtigt at holde de forskellige visninger af domænet strengt adskilt, så interne ressourcer forbliver beskyttet mod eksterne visninger.

Derudover er beskyttelsen af DNS-forespørgsler ved DNSSEC (Domain Name System Security Extensions) bliver stadig vigtigere. DNSSEC sikrer, at DNS-data ikke er blevet manipuleret undervejs ved at underskrive dem. I et forwarding-miljø skal forwarderne kunne behandle DNSSEC-validerede svar korrekt. Det kræver en end-to-end-sikkerhedskæde, hvor alle involverede DNS-servere forstår DNSSEC. Selv om DNSSEC ikke er obligatorisk i alle virksomhedsnetværk, er mange sikkerhedsstrategier afhængige af netop denne teknologi.

Overvågning og logning af DNS-forwarding

Omfattende overvågning gør det muligt at opdage flaskehalse hurtigere. DNS-servere kan overvåges ved hjælp af værktøjer som Prometheus eller Grafana kan overvåges for at måle latenstider og svartider. Det giver et indblik i forwardernes ydeevne og kan hurtigt identificere svage punkter som f.eks. overbelastede DNS-instanser. Logningsmuligheder - f.eks. i Microsoft Windows DNS eller i BIND - viser, hvornår og hvor ofte der sendes forespørgsler til bestemte forwarders. Disse data kan ikke kun bruges til at opdage angreb, men også til at identificere optimeringspotentiale, f.eks. ved placering af en ny, lokal DNS-server.

Detaljeret logning er også særlig værdifuld for retsmedicinske analyser. Hvis en intern angriber f.eks. forsøger at få adgang til ondsindede domæner, kan disse forsøg tydeligt spores i logdataene. DNS forwarding bidrager derfor ikke kun til performance, men også til sikkerhed, hvis det overvåges og dokumenteres korrekt. I store IT-landskaber bliver dette endda en forudsætning for effektiv incident management.

Optimal brug af DNS-forwarding i store infrastrukturer

I meget store netværk er der ofte flere trin Der anvendes forwarding-kæder. En lokal forwarder videresender først forespørgsler til en regional DNS-server, som igen er bundet til en central DNS-server i datacentret. Dette hierarki kan reducere ventetiden, hvis den nærmeste DNS-server allerede har cachelagret relevante poster. Der skal dog altid tages højde for netværksstierne. En distribueret tilgang giver kun mening, hvis de lokalt installerede forwarders rent faktisk aflaster.

Interaktion med firewalls og proxyer spiller også en rolle. Hvis du vil sende DNS-forespørgsler via krypterede kanaler (f.eks. DNS-over-TLS eller DNS-over-HTTPS), skal du konfigurere forwarderne i overensstemmelse hermed. Ikke alle virksomhedsproxyer understøtter disse nye protokoller problemfrit. Ikke desto mindre bliver de stadig vigtigere, fordi de beskytter DNS-forespørgsler mod potentielle aflyttere. I begrænsede eller strengt regulerede miljøer er det derfor tilrådeligt at udvikle en strategi for krypteret DNS-trafik og klart definere, hvilke forwardere og protokoller der understøttes.

Opsummeret: Målrettet brug af DNS-forwarding

DNS-forwarding er meget mere end bare en teknisk foranstaltning - det er et værktøj til at kontrollere netværkstrafikken og beskytte interne datastrukturer. Uanset om man bruger betingede regler eller rekursive forespørgsler, vil de, der bruger denne teknologi strategisk, drage fordel af reduceret serverbelastning på lang sigt, højere effektivitet og bedre kontrol. Især mellemstore og store infrastrukturer kan næsten ikke klare sig uden forwarding. Implementeringen af dem er nu standard i moderne IT-arkitekturer.