Hvis et servernedbrud fører til, at en Webstedwebhostingudbyderen skal betale erstatning, hvis han har undladt at oprette sikkerhedskopier eller foretage sikkerhedskopier. Skadeserstatningen afhænger af webstedets "alder".
I sin dom af 22. juli 2014 (sag nr. 22 O 102/12) stiller landsretten i Duisburg webhostere til ansvar. De skal oprette sikkerhedskopier af de websteder, de administrerer, selv om dette ikke udtrykkeligt er aftalt.
Sagen
Klageren fik i 2006 oprettet et websted til en pris på over 5.000 euro. I midten af 2011 bestilte hun den nuværende sagsøgte med webhosting og betalte 24 euro om måneden for det. Sagsøgte gav på sin side en underleverandør i opdrag. I midten af 2012 gik underleverandørens server ned, hvilket medførte, at sagsøgerens websted ikke længere fungerede. Sagsøgeren anmodede sagsøgte om at genoprette stedet. Sagsøgte oplyste, at der blev gjort forsøg på at genoprette hjemmesiden. Data Resultatet skulle afventes. Faktisk kunne webstedet ikke genaktiveres, fordi der ikke var blevet oprettet nogen sikkerhedskopi, og det var derfor ikke muligt at gendanne dataene.
Sagsøgeren anså dette for at være en tilsidesættelse af sin kontraktpartner og sagsøgte denne for over 8.000 euro i erstatning, bestående af ca. 5.500 euro for oprettelsen af et nyt websted og 500 euro i månedlig kompensation for tabt brug.
Sagsøgte anmodede om at få sagen afvist med den begrundelse, at værtskontrakten ikke indeholdt nogen forpligtelse til at oprette sikkerhedskopier eller til at foretage passende sikkerhedskopier. Desuden var nogle data fra det gamle websted stadig tilgængelige, hvilket kunne have reduceret den nødvendige indsats for at oprette et nyt websted. Sagsøgeren undersøgte ikke dette og tilsidesatte derfor sin pligt til at begrænse skaden.
Sikkerhedskopiering af data som en kontraktlig sekundær forpligtelse
Landsretten i Duisburg gav sagsøgeren medhold. Der var indgået en såkaldt værtsleverandørkontrakt mellem parterne. Dette havde aspekter vedrørende service, udlejning og arbejdskontrakter. Beskyttelse af de anvendte data var af stor betydning for brugeren. Derfor var det en sekundær forpligtelse for webhotellet at træffe de nødvendige foranstaltninger til databeskyttelse, hvilket kunne ske ved hjælp af sikkerhedskopier eller backups. I denne henseende har værten pligt til at vedligeholde og passe på. Der var derfor ikke behov for en udtrykkelig aftale om sikkerhedskopiering af data. Og det sagsøgte selskab skal også påtage sig ansvaret for den fejl, der er begået af dets underleverandør, hvor servernedbruddet var sket.
Desuden havde sagsøgeren kvantificeret sin skade i konkrete termer. Der foreligger ikke en tilsidesættelse af pligten til at begrænse skaden, da sagsøgte af egen drift burde have oplyst, at den stadig havde data.
Det følger af alt det foregående, at sagsøgeren har ret til erstatning.
Fradrag "nyt for gammelt" også for websteder
Beløbet for erstatningskravet blev imidlertid af landsretten anslået betydeligt lavere end sagsøgeren, som kun fik tildelt 1.264,51 euro.
Der blev foretaget et såkaldt "nyt for gammelt"-fradrag, som det også er tilfældet med motorkøretøjer, der er beskadiget ved ulykker. Ved vurderingen af erstatningsbeløbet støttede retten sig på en ekspert, der udtalte, at den gennemsnitlige levetid for et websted er 8 år. Dette blev ikke modsagt af klagerens argument om, at hun havde ønsket at bruge det "gamle" websted i en ubegrænset periode. Det var indlysende, at sagsøgeren ville have bestilt et nyt websted på et senere tidspunkt, selv om det tidligere websted ikke var blevet ødelagt.
Landsretten nægtede sagsøgeren erstatning for brugsfortabelse helt og holdent, fordi hun ikke havde fremlagt og bevist nogen kendsgerninger, der udgjorde "tilstrækkeligt håndgribeligt bevis" til at vurdere brugsfortabelse.
Dommen er ikke retligt bindende. Ifølge sagsøgeren har hun anket sagen, så den næste sag skal behandles af den højere landsret i Düsseldorf.
